Tilbage

Vanillekranse - mor på besøg


Alle kender dem, og alle laver dem til jul - vanillekranse, eller som nogen vil stave det vaniljekranse. Vi har netop haft besøg i køkkenet af en ekspert (mor) i vanillekranse, som endda medbragte sin egen røremaskine for at lave de perfekte vanillekranse!

Vanillekranse - den perfekte opskrift

Til jul laver de fleste danskere vanillekranse, og dem som ikke bager selv, enten køber eller får leveret de små kager fra bekendte eller familie. I år besluttede vi os for at invitere en ekspert i køkkenet, således at vi kunne få gode tips til, hvorledes man selv laver sine vanillekranse.

Opskriften på disse vanillekranse har vi haft en del år på Madopskrifter.nu, og vores ekspert er da også leverandøren af opskriften til Madopskrifter.nu. Ønsker du at komme direkte til den perfekte opskrift kan du trykke her, ønsker du alle de gode råd og tips, samt se nogle store flotte billeder bør du læse videre.

Se hele opskriften her.


Ingredienserne

Min mor's vanillekranse består af følgende ingredienser:

Mandler, hvedemel, margarine, sukker, æg og vanillesukker.

Hakke mandler

Mandlerne hakkes meget fint i en minihakker, blender eller lign.

Når mandlerne er hakket blandes det sammen med mel, margarine som skal være blød men ikke smeltet, vanillesukker, sukker og æg. Det er meget vigtigt at margarinen ikke smeltes udtaler vores ekspert. Margarinen skal stadig være fast når den blandes med de andre ingredienser. Vores ekspert valgte desuden at bruge vanillestænger, hun skrabte kornene ud og kom det sammen med sukkeret. 

Det hele samles i en røremaskine, eller hvis man har store overarme med hænderne. Vores ekspert medbragte som sagt en røremaskine af mærket Kenwood chef, maskinen er 41 år gammel, og kører stadig perfekt, man kan da vist kun sige at man i gamle dage lavede kram der kunne holde til noget.

Røremaskin Kenwood chef

Kenwood chef røremaskinen der ses her er 41 år gammel (2012), lad os bare sige, at den nok har lavet flere kager og kørt mere fars end du kan forestille dig.

Kenwood røremaskine

Dejen skal blot samles i røremaskinen, den må absolut ikke køres helt færdig udtaler vores ekspert. Når dejen er samlet i røremaskinen hældes dejen ud på bordet, hvor den æltes helt sammen til en fast og ensartet masse.

Vanillekranse ælte dej

Dejen til vores vanillekranse samles med hænderne. Dejen skal smages til med vanillesukker nu udtaler vores ekspert, og guffer lystigt et stykke dej, hvorefter hun tilføjer lidt mere vanillesukker og ælter igen. Denne process gentager vores ekspert til hun er helt tilfreds med smagen. Dejen er herefter klar til brug. Dejen kan dog med fordel lægges i køleskabet nogle timer inden den skal bruges, således at smagen af vanille rigtigt kan trække ud i dejen. Når dejen er klar skal vi have formet dejen til små runde ringe, dette kan enten gøres ved at man ruller dejen ud i lange pølser og herefter skærer dem i passende længder som så sætter sammen til en ring. En mere smart måde er dog at bruge sin røremaskine.

Vanillekranse køre dejen på maskine

Med lidt ekstraudstyr til din røremaskine gøres processen med at lave vanillekranse noget lettere, og slutresultatet ser også mere professionelt ud. Dejen skubbes ned i toppen med et rør, og kommer herefter ud i lange baner, så er det bare at gribe dejen og lægge de lange baner på bordet.

Vanillekranse skære ud

De lange baner af dej skæres ud i passende længde, og sættes herefter sammen til vanillekranse. Vanillekransene sættes herefter på en plade med bagepapir, og herefter er de klar til at komme i ovnen.

Vanillekranse på plade

Vi har nu fået sat vores vanillekranse på en bageplade, og ovnen er godt varm. Kagerne bages i ovnen til de er let gyldne og super sprøde.

Vanillekranse bagte

Så er de sprøde vanillekranse kommet ud af ovnen og er klar til at spise. Det anbefales at lave en stor portion, da de som regel hurtigt bliver spist. Vanillekransene kan opbevares i tætsluttende kagedåser, men pas på ikke at pakke dem for tæt, da de let kan knække.

Vi håber at du har fået lyst til at prøve vores eksperts opskrift på vanillekranse, som du finder på Madopskrifter.nu. Du finder hele opskriften med mål, detaljeret fremgangsmåde og flere billeder her.

Har du selv gode råd og tips når man skal bage vanillekranse, må du meget gerne efterlade en kommentar nedenfor. Vi godkender kommentarerne løbende, så hav lidt tålmodighed.




  • Facebook
  • Twitter
  • DZone It!
  • Digg It!
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • Del.icio.us
  • NewsVine
  • Reddit
  • Blinklist
  • Add diigo bookmark