Tilbage

Undgå at blive syg af grillmaden


At grille er en af vore mest elskede sommertraditioner, men der er god grund til at udvise forsigtighed, da grillsæsonen også er højsæson for madforgiftninger. Med et par simple råd er det dog muligt at undgå både campylobacter og salmonella. Svinemørbrad på grill

 

Lange, lune sommeraftener betyder for en stor del af danskerne, at aftensmaden indtages under åben himmel, og at madlavningen rykker udenfor. Kød marineres, der fyres op i grillen og nye kartofler og sommergrønt sættes på bordet. Men for en del ender grillaftener dog langt mindre idyllisk, end de starter. Grillmaden er nemlig årsagen til en stor del af de tusindvis af madforgiftninger, som årligt rammer danskerne.

 

Alene i 2008 blev der registreret mere end 7000 tilfælde af campylobacter- og salmonellaforgiftninger, men Statens Seruminstitut vurderer, at tallet bør ganges med mellem 10 og 20 for at få det reelle tal, da de fleste ikke går til lægen, når de rammes. Ifølge Fødevarestyrelsen forekommer størstedelen af tilfældene om sommeren, da det ofte glipper med madhygiejnen, når vi skifter de traditionelle tilberedningsmetoder ud med rødglødende kul.

 

Hold råt fra stegt

Det er dog nemt at undgå at blive syg af maden, hvis man følger et par simple råd. En af de vigtigste ting at huske er at adskille råt kød fra det stegte, da de bakterier, der gør os syge, let kan overføres til den færdige mad, vi propper i munden. Sørg derfor altid for at have et fad til det rå kød og et andet fad til det stegte.

 

Husk også at bruge to grilltænger. En til at lægge det rå kød på grillen og en anden til at tage det af når det er færdigstegt. Har man kun en enkelt grilltang, så er der nu også råd for det. Man kan blot holde den over gløderne ganske kort, da høj varme dræber bakterierne.

 

Samme princip for grilltængerne gælder hænderne. Har man først rørt ved det rå kød eller fået kødsaft på fingrene så husk at vaske hænder for at undgå, at eventuel salmonella eller campylobacter overføres til resten af maden.

 

Gennemsteg hakket kød og fjerkræ

En anden risiko når man griller er, at man kan blive syg af kød, der ikke er gennemstegt. Dette gælder naturligvis året rundt og ikke kun de par måneder, hvor vejret indbyder til grill. Varmen på grillen kan dog være sværere at styre, så selv om kødet ser færdigstegt udenpå, så kan det stadig være råt indeni. Husk derfor at skære et af kødstykkerne igennem for at tjekke om det er gennemstegt, inden du sætter tænderne i det.

 

Det især vigtigt at være opmærksom på hakket kød, som kan indeholde bakterier, der gør os syge. Sørg derfor altid at gennemstege hakkebøffen, mens hele stykker oksekød eller lam gerne må være rosa indeni.

 

Fjerkræ skal dog, hakket eller ej, altid gennemsteges, og det samme gælder mekanisk mørnet kød.

 

Det er dog ikke kun potentielle madforgiftninger, vi udsætter os for, når vi griller forkert. Risikoen for kræft øges også, når fedt fra kød og marinade drypper ned på kullene, da den røg, der hermed udvikles, er sundhedsskadelig. Det samme gælder for branket kød, da den sorte stegeskorpe er fyldt med stoffer, som også kan øge risikoen for kræft. Sørg derfor for at lægge en smule sølvpapir eller en drypbakke under kødet når det grilles og skær stegeskorpen af det brankede kød.




  • Facebook
  • Twitter
  • DZone It!
  • Digg It!
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • Del.icio.us
  • NewsVine
  • Reddit
  • Blinklist
  • Add diigo bookmark
Indsend en kommentar!
  1. Formatting options