Tilbage

Æblemost - fra æble til most


I september og oktober er det æblesæson og tid til at høste æbler. Har man selv æbler i haven kan disse bruges til flere formål. Er æblehøsten meget stor, som det er tilfældet her for 2013, kan de store mængder af æbler f.eks. presses til hjemmelavet æblemost. Den hjemmelavede æblemost smager fantastisk, er nem at lave, og det eneste der kræves er god tid og en masse æbler.

I vores have har vi 3 æbletræer. De tre æbletræer er tre forskellige sorter, som er modne fra start september til slut oktober, således har vi friske plukkeklare æbler i en periode på 2 mdr. I år var mængden af æbler dog så stor, at vi besluttede os for at presse en stor del af æblerne til æblemost, så de ikke gik til spilde. Vi har aldrig prøvet at lave vores egen æblemost, så har valgt at lave dette indlæg, så andre nybegyndere kan se, hvordan det gøres.


Æblerne plukkes.
De modne æbler plukkes fra træet. Nedfaldne æbler kan også bruges, så længe de ikke er begyndt at rådne.


Trillebørfuld af forskellige æbler.
Alle æblerne samles sammen i f.eks. en trillebør. Der kan med fordel anvendes forskellige æblesorter.

Forskellige æblesorter.
3 forskellige æblesorter. Kender du sortens navn, så skriv gerne en kommentar nederst på siden.

Æblene vaskes.
Æblerne vaskes, så det det værste skidt fjernes. Kan du finde det rådne æble?

Æblerne sorteres og kommes i kasser.
Sorter æblerne en ekstra gang efter de er vasket. Æbler med rådne pletter smides væk eller gemmes til 
anden brug.

Bilen pakket med æbler klar til at blive til æblemost.
Bilen pakkes med æbler og dunke, så den er klar til at køre til det lokale mosteri.

Har du ikke selv et mosteri, kan det lånes flere forskellige steder i landet, husk blot at medbringe dunke til æblemosten, når den er blevet presset. Vi brugte 14 L vanddunke, som kan købes i de fleste campingcentre til omkring 25 kr. pr. stk. Har du kendskab til steder, hvor man kan låne/leje et mosteri, så skriv gerne en kommentar nederst til glæde for alle læserne.

Glud Museum
Vi kørte til Glud museum, hvor man kan låne et mosteri, når indgangen på 40 kr. pr. pers. er betalt.
Børn er gratis.

Mosteri med æblekværn og presse.
Mosteri ved Glud museum. Fra venstre: æblepresse, æbler, trakt og dunke, og æblekværn.

Æblerne kværnes.
Æblerne raspes (kværnes), inden de bagefter kommes i pressen. Fyld tragten ca. halvt op med æbler.

Kværnede æbler opsamles i spand.
De kværnede æbler samles op i en spand under kværnen.

De kværnede æbler klar til at blive presset.
Æblestykkerne hældes i pressen, klar til at presse æblemost.

De kværnede æbler presses.
Låget lægges på æblerne, spindlen drejes, og herved lægges der pres på æblerne, som så afgiver saft.

Æblerne presses til æblemost.
Æblemosten flyder ud gennem træværket i bunden, og samles op i en beholder. 

Tømning af æblepresse.
Vi valgte at komme det direkte i dunken ved hjælp af en tragt, men en spand kan også bruges.
Efter æblerne er presset løftes tønden op, og svinges ud over kanten. Affaldet kommes i en spand.

Barn hjælper med æblekværnen.
Børnene synes det er sjovt at være med, her er det den "bette", som forsøger sig med kværnen.

Dunke til transport af æblemost.
Det blev til ca. 35 liter hjemmepresset æblemost.

Når du presser din egen æblemost, kan du forvente et udbytte på ca. 50% af æblernes vægt. Så har du 100 kg. æbler skal du regne med ca. 50 liter æblemost.
Udbyttet afhænger dog af æblesorten, samt det anvendte mosteri. Vi anvendte en manuel presse, som drives med håndkraft, og fik et udbytte på ca. 50% af æblernes vægt.

Æblemosten klar til at blive pasteuriseret.
Hjemme hældes æblemosten igennem et grovfilter, klar til at blive pasteuriseret. 

Æblemosten filtreres.
Her er det en hveps, som har taget sig en svømmetur i dunken med æblemost. Man kan ikke undgå at der
også kommer kerner med, så en tur gennem sien er nødvendig.

Pasteurisering af æblemosten.
Æblemosten varmes op til ca. 80º C for at øge holdbarheden.

Æblemosten kan pasteuriseres for at øge holdbarheden, alternativt kan den fryses ned. Under alle omstændigheder, synes vi, at det er bedst at pasteurisere den for at undgå bakterier fra presse processen og fra æblerne som f.eks. fra fugleklatter og lignende. Vælger man ikke at pasteurisere sin æblemost, vil den hurtigt begynde at gære. Dette kan medføre, at de flasker du bruger til opbevaring kan springe, grundet det store tryk der vil opstå i flasken under gæringsprocessen, og derudover vil mosten smage af gær/råd.

Æblemost hældes på flasker.
Den varme most hældes på rengjorte flasker.

Æblemost til frysning.
Æblemosten kan også fryses ned i fryseposer, i så fald kan den holde sig i op til 6 måneder.
Du kan også opbevare mosten i gamle mælke eller juice kartoner.

Vælger du at fryse æblemosten ned, anbefaler vi også, at du pasteuriserer den først. De nedfrosne poser/kartoner tages op 2 dage inden brug, og kommes i køleskabet, efter ca. 2 dage er de helt tøet op og kan hældes på en flaske. Herefter skal mosten drikkes inden for et par dage

Hjemmelavet æblemost på flaske.
Det færdige produkt efter en dags hårdt arbejde ved kværnen.

Den færdige most smager fantastisk og alt afhængig af, hvilken sort af æbler du bruger, får du en æblemost, som er syrlig, sød eller en mellemting. Vi havde ikke brug for at tilsætte sukker.Vi hældte ca. 4 liter af vores færdige æblemost på flasker og stillede det i køleskabet, så vi havde noget most til den første uge.

Gæret æblemost efter åbning.
Gæret æblemost, efter åbningen var der ikke meget tilbage i flasken. Den åbnede med et brag og brusede over.

Pasteuriseret æblemost der er hældt på rengjorte flasker, burde kunne holde sig nogle mdr. et mørkt og køligt sted, som i f.eks. en kælder. Vi opbevarer vores flasker i kælderen, og den anden dag, da jeg skulle hente en flaske, fik jeg fat i en flaske, hvor man kunne se der trak små bobler op fra bunden af. Et tydeligt tegn på, at den var begyndt at gære. Jeg tog flasken med i køkkenet og åbnede den forsigtigt, det skulle jeg ikke havde gjort. Køkkenet blev sprøjtet ind i æblemost. Jeg tog flasken med udenfor, og åbnede den helt, hvorefter der stor en stråle ud på ca. 2 meter, som når man åbner en flaske champagne. Æblemosten i denne flaske var ikke blevet pasteuriseret ordentlig, og bakterierne var begyndt at omdanne sukkeret til alkohol, hvorved der frigives CO2. Kort sagt var flaskens indhold blevet til en slags æblecider på blot 14 dage. Cideren smagte ret godt, men vi turde ikke drikke den i store mængder, da det er umuligt at sige, hvilke mikroorganismer der har stået for gæringen.
Til næste år vil vi dog forsøge os med æblecider under kontrollerede forhold, for det ser ud til, at det er meget nemt at lave.

Vi ønsker jer alle en god æblehøst.



  • Facebook
  • Twitter
  • DZone It!
  • Digg It!
  • StumbleUpon
  • Technorati
  • Del.icio.us
  • NewsVine
  • Reddit
  • Blinklist
  • Add diigo bookmark