9. maj 2013
Lørdag den 21. april var det Økodag. Dagen hvor de økologiske køer kommer på græs. En sjov oplevelse for både børn og voksne.
Køerne hopper, springer og danser i kådhed, når de lukkes ud på det grønne forårsfriske græs efter en lang vinter i stalden.
Vi har ikke været til Økodag før, men bestemte os for at tage afsted i år og lave en lille udflugt ud af det.
Vi ville gerne se et økologisk landbrug og samtidigt kunne vores søn på 3 år lære lidt om, hvor kød, mælk og ost kommer fra. Vi besøgte Engmarksgården, som ligger ved Givskud.
Køerne både hoppede og dansede. En rigtig sjov oplevelse.
Andre køer valgte at bukke i stedet for at danse.
I stalden kunne man klappe køer og små kalve.
Et spændt yver er der heldigvis råd for, robot malkemaskinen tager fat.
Smagsprøver på økologiske produkter fra Thise mejeri, som gården leverer mælk til.
Fire forskellige gode økologiske oste for hundrede kr.
Vi havde en rigtig dejlig oplevelse på Engmarksgården. Det var spændende at se et økologisk landbrug, og ikke mindst at opleve køerne danse. Gården var åbent, så man kunne klappe køerne i staldene, se hvordan de blev fodret og malket, og derefter kunne man så smage og købe nogle af de produkter, der produceres ud af mælken.
Vores dreng var også godt underholdt og synes det var meget spændende. Gårdejerene havde sørget for lidt underholdning til børnene og stillet en halmborg op, som man kunne boltre sig på, og to traktorer, som man kunne prøve at sidde i.
Vi vil klart anbefale andre at pakke madkurven og tage til Økodag. Det er en rigtig sjov og spændende oplevelse. Det eneste man skal være opmærksom på, er at komme i god tid, så man får en god plads, når køerne lukkes ud præcis kl. 12.
Tak til Engmarksgården for at stille deres gård til rådighed og for oplevelsen.